Kender du det?

At man hører en sang, læser en bog, ser et kunstværk, og bliver ramt af en følelse, som ryster ens grundvold, ryster den lidt eller voldsomt, og derved ændres ens sindstilstand på blot et par minutter.

Goethes værk Den unge Werthers lidelser, som er en af mine absolutte yndlingsbøger, har denne effekt. Jeg får lyst til at være ulykkelig forelsket, flå mit hjerte itu, lade mit liv og min lykke for kærligheden.
Dog, vender jeg altid tilbage til mit normale jeg, når jeg lægger bogen fra mig.
Løsrevet fra den følelsesmæssige påvirkning, kan jeg kigge på værket og beundre det. Beundre det, fordi ulykkeligheden fremstår som en følelse så stærk og smuk, at man selv ønsker at kende den.

Jenny Wilsons kan lidt af det samme synes jeg. Hendes nyeste album Hardships handler om livet som mor, og hvordan man kan få lyst til at forlade det.
Jeg er ikke mor. Jeg er min egen. Har ingen jeg som sådan kan forlade. Eller jo, min uddannelse.
Og nogen gange får jeg lyst til at forlade den. Stikke den en fuck-finger. Og drage ud i verden, og deltage i livets skole istedet.

Denne følelse blev jeg ramt af her for lidt siden. Sidder begravet i tekster. Noter omkring min fremtidige afsluttende eksamen. Min krop og sjæl, er begravet i tekster omkring akademisk teori og tænkning. Det er spændende og det er svært. Jeg er motiveret. Holder en rygepause, klikker ind på youtube, klikker mig videre til Jenny Wilson, hører denne sang, og bliver ramt af følelsen. Lysten til at bryde med hverdagen, og opsøge eventyret istedet.

Jenny Wilson er en dygtig svensker. Hendes musik er finurlig, alvorlig, intelligent og adorable. I'm a fan!